Kevin og Pia er flyttet... sammen! (2)
Hulegården har nu gennemført sin nye struktur og vi har igen mødt Kevin og Pia for at høre, hvordan flytningen er gået.
Første del af interviewet findes nederst på denne side :)

Kevin og Pia er nu flyttet sammen i hus 1, hvor de deler en lille toværelses lejlighed. Hus 1 er et "livsstilshus", hvor der sættes fokus på beboernes livsstilssygdomme, f.eks. overvægt. Vi møder dem igen, hvor de sidder og hygger sig under dynen med en god film på fjernsynet.
Hvordan er flytningen gået?
Pia: Det er gået fint, men det var også lidt svært. Og det med kosten her i huset er også svært. Vi skal skrue ned for chokoladen.
Hvorfor det?
Pia: Fordi det er et livsstilhus og vi skal tabe os. Men vi har også tabt os begge to!
Kevin: Bortset fra det, synes jeg nok, at vi har det smadder-godt. Så det kører bare på skinner, vi hygger os hver aften. Mest herinde på værelset, men vi er også sammen med de andre. Vi har faktisk meget sammen med de andre, så vi har begge dele.
Er der noget i savner ved det gamle hus?
Pia: Nej, det her er større, så vi har fået en stor stue og et lille soveværelse med en stor seng, så det er godt.
Kevin: Og så kan man gøre det, hvis der f.eks. er fødselsdag, kan man invitere f.eks. Jesper og Lars Romild og Morten og Kim og Jan. Så vi har stadig forbindelse med dem.
Pia: et er dejligt at vi stadig har forbindelse med dem, det er bare anderledes. Her skal vi have testet vores kroppe for at se om vi er i fin form.
Er I så i fin form?
Pia: Jaeh, sådan da. Vi skal lære ikke at spise for meget. Og gå lange ture, sjippe og danse. Og spare på slikket. det er svært.
Får I så hjælp til det?
Kevin: Ja, vi får hjælp til det.
Pia: De lokker os til at gå en tur. Det er dejligt, når der er en hund i huset.
Kevin: Det er også deligt med omgivelserne.
Pia: Ja, vi kigger ud på drivhuset hver dag. Det er hyggeligt.
Men jeg hører også, at I fik tilbudt en lejlighed i Herlev?
Kevin: Ja, det gjorde vi også. Men vi sagde nej, vi ville lige flytte ind her først. Vi ville lige mærke efter, hvordan vi har det, hvordan vi kan bo sammen. Men når vi så er bedre til at klare os selv, flytter vi.
Pia: Ja, når vi får et sundt og godt liv.
Kevin: ja, og længe leve!
Pia: Ja, så vi lever længere!
Kevin: Og så skal vi også snart til Sølunds Festival.
Dejligt med noget at glæde sig til. Så I har måske bare et helt fint liv?
Kevin og Pia: Ja! Lige tilpas!
Det lyder da dejligt. Nå, jeg vil smutte igen, så I kan se Lassie færdig! Men det kan være, jeg kigger ind en anden gang, hvis jeg må?
Kevin og Pia: Ja, det må du da meget gerne!
Kevin og Pia skal flytte
... Sammen (1)
Når Hulegården gennemgører sin nye struktur, bliver der mulighed for at flytte sammen med dem, man helst vil bo sammen med.
Pia og Kevin har været forlovet i fire år og mener nu, de er parate til også at bo sammen. Så nu pakker de deres værelser ned i Hus 4 og Hus 8 og flytter sammen i to værelser, der slås sammen til en toværelses-lejlighed i Hus 1.
Hvor længe har I vidst, at der var mulighed for at bo sammen, og hvad har I tænkt om det?
Kevin: Lige siden Esther (faglig leder) sagde det i efteråret, så nogle måneder.
Pia: Så blev vi glade
Kevin: Ja, så blev vi overlykkeligt glade!
Hvorfor vil I gerne bo sammen?
Pia: Så har vi mere tid til hinanden, for vi vil gerne være tæt på hinanden. Og vi vil gerne finde ud af, hvordan vi skal bo og hvordan vores møbler skal stå.... Det er vi lidt nervøse for. Vi skal have hjælp til at kigge på møblerne, for der er ikke plads til alle vores møbler. Vi må deles. Så kan de andre møbler enten smides ud eller gemmes væk.
Hvor længe har I været kærester nu?
Kevin: fire år og vi har kendt hinanden i seks år.
Pia: Vi blev ringforlovet 27/1 2005
Skal I så giftes?
Pia: Ja, det skal vi lige snakke om... Med personalet
Bliver I boende her, eller vil
I flytte et andet sted hen?
Pia: Ja, vi vil gerne et andet sted hen...
Jeg bor da ikke hér når jeg er 50 år!
Hvor kunne I tænke jer at bo?
Pia: Jeg kunne godt tænke mig at bo i Herlev, for det kender jeg godt.
Kevin: Der kunne jeg også godt tænke mig at bo.
Er I nervøse for at flytte?
Pia: Ja, lidt. Hvordan det går, hvis familien blander sig og sådan.
Kevin: Ja, vi vil gerne selv bestemme, hvor skabet skal stå :)
Hvad tænker man, når man skal flytte?
Pia: Ja, man tænker, hvad er det for noget? Så skal man pakke ned og pakke ud...
Kevin: Ja, der skal være orden i sagerne.... Og se pænt ud.
I skal jo bo sammen med nye mennesker, hvad synes I om det?
Pia: Det er ikke allesammen jeg godt kan lide, som vi skal bo sammen med.
Hvad kan man gøre for at starte på en god måde?
Pia: Så kan man snakke med personalet om det. Og ikke bare tude. Man kan også prøve at lade som ingenting, når der er nogen, der irriterer én.
Hvor meget plads får I så i Hus 1?
Kevin: Ja, vi får en stor stue og så et soveværelse... der bliver lavet en dør mellem to værelser.
Så I får faktisk en to-værelses lejlighed?
Pia: Ja, men vi kunne jo også godt tænke os en lejlighed med en stue, et soveværelse, et toilet og bad og et køkken... og to værelser, så der også er et til gæster.
Så det bliver måske det næste skridt, når I engang flytter fra Hulegården.
Kevin og Pia: Ja, vi drømmer om en stor lejlighed for os selv.
Men det er så et skridt i den rigtige retning, at I nu flytter sammen?
Kevin og Pia: Ja, det er det i hvertfald!
Må jeg komme og snakke med jer igen, når flytningen er overstået?
Kevin: Ja, det må du da i hvertfald!











