Nytårskur 2011
Forstanderens nytårstale

Gode kolleger og beboere – traditionen tro mødes vi her i starten af det nye år, for at hilse på hinanden og ønske godt nytår.
2010 blev et hektisk år på mange måder, men også et spændende og godt år for Hulegården. Når man kigger i vores folder ”året der gik i billeder 2010” kan man se, at der har været rigtig mange aktiviteter med masser af gode oplevelser og glade mennesker. Et billede der ikke altid stemmer overens med den virkelighed vi bedømmes på ude fra.
Hulegården er som bekendt begavet med dygtige og engagerede medarbejdere, der ikke findes meget bedre i dette land. Det er derfor også naturligt for os, at gennemføre de nødvendige ændringer i organisationen, når virkeligheden uden for døren kræver det uden at det forringer den faglige kvalitet.
Vi lever som bekendt i en tid, som domineres af merkantile termer og begreber, og hvis ikke vi hele tiden er oppe på beatet risikerer vi at miste terræn og andre botilbud vil blive foretrukket frem for os. Denne konkurrence og økonomistiske tilgang til den socialpolitiske virkelighed kræver fleksibilitet, forandringsparathed og innovative løsninger.
Vi skal dog fortsat værne om den faglige etik, der kendetegner vores omdømme og gennemsyrer vores arbejde i hverdagen. Vi kan selvfølgelig ikke gå på kompromis med vores faglighed og de menneskelige værdier, vi lægger til grund for de beslutninger vi træffer.
Viden er lig med innovation, kreativitet og øget livskvalitet. Af samme grund har vi iværksat et stort kompetenceudviklingsprojekt, hvor alle medarbejdere i indeværende år skal have en personlig kompetenceplan, der spiller op af det enkeltes teams behov og Hulegårdens samlede behov. Der skal nu gennemføres de første samtaler med hver enkelt medarbejder med henblik på at iværksætte de nødvendige aktiviteter i indeværende år. Herefter skal der gennemføres mere grundige samtaler for at udvikle den mere langsigtede plan for hver enkelt.
Vi står over for nye udfordringer i 2011, hvor ændringer i lovgivning, nye brugergrupper og nye reformtiltag i forhold til Brøndby Kommune stiller os over for spændende faglige udfordringer og en lang række nye samarbejdspartnere ude i kommunerne. Det kan se lidt uoverskueligt ud, men opgaven består jo i at skabe forbedrede og nye samarbejdsflader at til gavn for borgeren.
Med disse ord vil jeg ønske alle et rigtig godt nytår med tak for den store indsats i året der er gået.
Lars Nielsen
Forstander.










